Giv naturen liv med din mobil

Vupti! Så fik jeg lige plottet endnu en hakkende spætte og et par blomstrende engkabbelejer ind i app’en ”Naturtjek”.

Jeg går benhårdt efter at vinde den kurv med lækre øko-varer, som er sat på højkant blandt kollegaerne i Danmarks Naturfredningsforening. Vinderen er den, der registrerer flest planter og dyr med Naturtjek-app’en i maj.

Jeg er ellers ikke meget for at drøne rundt med min smartphone i hånden, når jeg er ude i naturen. Der vil jeg faktisk helst være fri af elektroniske dimser. Men det hjælper rigtig meget på motivationen at vide, at de gamle træer, blomstrende krat, søer, vandløb, viber, egern og sommerfugle, som jeg ser på min vej, med et par hurtige klik på skærmen forvandles til vigti-ge informationer, som forskere omsætter til viden om naturens tilstand.

Hver eneste registrering af en spætte eller guldsmed, som jeg har set, fortæller forskere fra Aarhus og Københavns Universitet, hvor arterne findes henne i den virkelige verden. En viden, som kan være med til at sikre biodiversiteten på sigt. SMART!

Og for mig, er det jo bare en leg. Jeg er nu oppe på 56 registreringer, og føler mig (næsten) som superbruger af app’en. Som den naturentusiast jeg er, så skal jeg selvfølgelig have min familie med på vognen. Selv om mine nevøer og niecer primært er optaget af at spille fodbold og slå saltomortaler på havetrampolinen, så er jeg sikker på, at de kan lokkes.

Det handler bare om at bruge den rigtige madding. Konkurrence-genet er stort i min familie, og hvis det pirkes til sammen med løftet om at have længere tid med smartphones og tablets (så længe ungerne KUN bruger dem til at registrere spætter, guldsmede, gamle træer og store sten med), så er jeg sikker på, at de vil være med.

Og med deres deltagelse kan jeg slå flere fluer med ét smæk: Der bliver flere registreringer om naturens tilstand til forskerne, så vi kan få et bedre grundlag for fremtidens naturforvaltning. Og jeg får vist mine nevøer og niecer, at det faktisk er ret fedt at være ude i naturen.

Så håber jeg, at de fremover vil være blandt de 23 procent af børn i Danmark, der er ude og lege i naturen hver dag. Så bliver de måske endda blandt de voksne, der i fremtiden vil tage ansvar for at passe på naturen.

Kære læser, jeg håber, at du har lyst til at være med til det store naturtjek. Når du er ude i naturen alene, sammen med din familie, dine venner eller vil udfordre dine kollegaer. Jeg lover dig, at det er sjovt og meningsfuldt.

Hvis vi sammen kan indsamle 150.000 registreringer om naturen i år, så har forskerne lovet os, at de til gengæld vil fortælle, hvordan det i virkeligheden står til med den biologiske mangfoldighed i Danmark. Og hvad vi så kan gøre for at bevare den natur, vi har.

Hvis ikke du allerede har hentet Naturtjek app’en, så kan du finde den i App Store eller i Google Play Store.

Læs mere på Det Store Naturtjeks hjemmeside

Tænk hvis du ikke længere kunne nyde fuglenes pippen…

Forleden dag ringede telefonen på kontoret. Stemmen i den anden ende spurgte, om jeg ville tage til provinsen og holde et inspirationsoplæg om biodiversitet.

”Kan du ikke forklare, hvad det er? Og sige noget inspirerende om, hvorfor det er vigtigt at bevare biodiversiteten? Hvad er det der truer den? Hvad kan vi selv gøre?”

Det ville jeg naturligvis gerne. Især fordi målgruppen tiltalte mig: Helt almindelige mennesker uden særlig forstand på biodiversitet, men alligevel med et vist erfaringsgrundlag fra haven, marken og skoven. Forsamlingen var suppleret med nogle byrådspolitikere, som snart skulle forholde sig til en ny naturpolitik. Altså de helt rigtige mennesker at nå ud til, hvis man – som jeg – gerne vil have, at flere skal gøre en aktiv indsats for at give plads til naturen.

En forudsætning for at ville ændre sin adfærd, er jo, at man i både hjertet og i forstanden forstår, hvorfor det er nødvendigt. For nogle år siden sagde en klog herre til mig: ”Vi mennesker beskytter det, vi elsker. Vi holder af det, vi kender. Men vi kender kun det, vi har mødt.” Det er gennem oplevelsen og gennem erfaringen, vi får et forhold til og en forståelse af, hvordan naturen hænger sammen.

Derfor er denne blog dedikeret til at forklare, hvad biodiversitet er.

Biodiversitet – der også kaldes for biologisk mangfoldighed – er en del af naturen. Biodiversitet handler alene om den levende del af naturen, mens natur også omfatter mineraler og elementer som vind og vand.

Alle arter, der findes 
Hvis du forestiller dig alt levende, der er opstået siden de første simple aminosyrer rørte på sig i ursuppen, så har du allerede et godt billede af, hvad biodiversitet er.

Alle de arter, som findes, fra mikroorganismer i jorden til blåhvaler i havet udgør tilsammen den biologiske mangfoldighed. Men biodiversitet er mere end blot variationen af arter, der udvikler sig, lever og uddør på kloden. Biodiversitet dækker også over de små og store forskelle i sammensætningen af gener.

For eksempel den genetiske forskel, der er mellem svampene rørhat og blækhat. Eller to forskellige individer af samme art, som har fået forskellige egenskaber via generne. For eksempel kan en simpel – og genetisk bestemt – farvevariation i pelsen afgøre, hvor godt et dyr kan gemme sig i skoven.

Den sidste brik i det puslespil, der samlet set er et udtryk for den biologiske mangfoldighed, er økosystemerne. Med andre ord, de systemer, der er opstået ved, at arter gennem generationer har tilpasset sig hinandens krav til fødevalg og levested og det omgivende miljø.

Et træ kan være et økosystem i sig selv. Det henter næring op fra jorden, gror, blomstrer og sætter frø til nyt liv samtidig med, at andre arter lever i og af træet. Det kan fx være spætten, der laver huller i gamle træer på jagt efter insekter. Huller som andre dyr bruger til reder for deres unger. Og det kan være de mange forskellige svampe, der skal til for at nedbryde et stort træ i skoven, så det atter formuldes og bliver til jord.

Men en hel skov er også et økosystem, hvor flere forskellige arter af træer giver plads til en meget større variation af liv. Blandt andet fordi en række arter er knyttet til hinanden. Som birke-rørhatten, du altid finder tæt på et birketræ og ege-rørhatten, der vokser tæt ved egetræer.

Og så skal man ikke glemme det åbenlyst smarte, der er ved, at planter optager kuldioxid og frigiver ilt, som vi har brug for. Vi kan faktisk ikke leve uden.

Men det er ikke alle arter, der har en nyttig funktion for os mennesker. Det kan derfor være svært at forstå, hvorfor vi skal bruge tid og penge på at sikre levesteder til netop dem? Det ser jeg to svar på.

Det ene er, at det kan være svært selv for forskerne med sikkerhed at pege på, hvilke arter, der ikke kan vise sig nyttige for os ud i fremtiden. Man kan derfor blive nødt til at gøre en indsats for noget, der synes unyttigt nu, simpelthen fordi det kan vise sig at være en essentiel brik i det store puslespil – fx nøglen til at kurere fremtidens sygdomme.

Det andet svar er: Glæd dig ved det liv, der ikke ligner dit eget! Tillad dig at blive forundret over billernes sære liv og begejstret ved ørnens flugt højt oppe på himlen. Tænk hvis du ikke længere kunne nyde fuglenes pippen og biernes summen på en forårsdag.

Jeg føler mig heldig

For nylig slap jeg mig selv løs i skoven på en af de her dejlige solbeskinnede februardage. Først var der stille derude. Kun lyden af mine egne støvler over den frosne sti. Skoven var trukket i sit vinter-galla-outfit: Rimfrost. Rimen glitrede og glimtede på stammer, grene, knop-per og de få blade, der er blevet hængende tilbage vinteren over. Begejstringen over skønheden ville ingen ende tage.

Det er typisk det der sker, når man som jeg, en naturelskende storbyboer, bevæger sig uden for caffelatte-kvarteret og lader sig overvælde af naturens iboende skønhed. Efter at have gået lidt i skoven og nydt landskabet omkring mig, begyndte jeg at lægge mærke til vinterfuglenes lyde. Jeg hørte en skovskade skratte længere inde i skoven og genkaldte mig dens smukke metalblå vingefjer.

En bevægelse fangede øjet. Jeg stoppede op, og så først ingenting. Men øjnenes autofokus stillede hurtigt skarpt på en lille fugl, der løb op ad en træstamme. En træløber på jagt efter insekter og edderkopper i den ujævne bark på et egetræ. Træløberen er alt andet end farverig. Til gengæld har det en vis underholdningsværdi, at se den løbe op ad træstammen indtil den beslutter sig for at flyve ned og starte forfra. Som om den ikke fik nok af den første løbetur.

På vej videre gennem skoven hørte jeg den karakteristiske lyd af halemejser. Det er ikke en mejse, som man kender den fra foderbrættet i haven. Men det er en virkelig fin lille fugl, i hvidt, sort og rødt med en meget lang hale - set i forhold til fuglens størrelse i øvrigt. Om vin-teren holder halemejserne sammen i små familiegrupper. Hvis man ikke lige vidste det, ville man som skovtursgæst næppe forestille sig, at de små halemejser har så stærkt et familie-bånd, at ungfuglene hjælper forældrene med at opfostre det kommende års kuld, inden de selv lægger sig familie til. Jeg føler mig heldig.

Som jeg går der i skoven, og verden åbner sig for mig. Jeg kender langt fra alle de fuglearter, der lever her til lands, og jeg er mildest talt ringe til at genkende fuglene på deres stemmer. Men jeg genkender flere af dem, og jeg genkender de træer fuglene sidder i. Det giver mig en oplevelse af at være beslægtet med skovens liv.

Præcis som min verden bliver lidt større, og mere rar at være i, når jeg ved hvem der bor i min opgang og jeg kan hilse på ham eller hende, der sidder i kassen i min lokale Netto-butik. Det får mig til at tænke på, hvor meget der går hen over hovedet på mine mange dejlige med-borgere, for hvem ”rødkælk” giver associationer til en bobslæde og ikke en fugl. Jeg behøver sådan set ikke se længere væk end til mine søskende.

Deres viden om naturen begrænser sig i det store hele til den erfaring, at træerne springer ud om foråret for at bladende kan falde af om efteråret. Og det må nogenlunde svare til landsgennemsnittet, når man i en undersøgelse for hele EU når frem til, at det blot er hver femte dansker, der ved hvad biodiversitet er, og hele 58 % af de adspurgte danskere aldrig har hørt ordet og da slet ikke aner, hvad det bety-der.

Den manglende viden om naturen ville ikke være et problem, hvis ikke det var, fordi naturen bliver fattigere for øjnene af os. Uden at flertallet kan se det. Og derfor ikke synes, at der er grund til at ændre på noget i samfundet. Der er jo grønt på marken og i plantageskoven, så hvad er problemet?!

I takt med, at min egen viden om naturen er blevet større, er min irritation steget, når jeg på ture ud i det danske landskab bliver mødt med udsagnet ”sikke en smuk natur!”, når vi står på en landevej og kigger ud over kuperede marker. Jeg tager oftere og oftere mig selv i at rette på misforståelsen, at udvide perspektivet: Jeg kan være enig i, at vi står overfor et smukt landskab. Men naturindhold, det er der dælme ikke meget af på marken!

Når jeg i sådan en situation begynder at fortælle om træløberen, skovskaden og halemejsen, der bor i de mere varierede løvskove, men ikke er så hyppige i de monotone plantager, så bliver verden lidt større for mine rejsefæller. Og de begynder at ane, hvorfor jeg synes, det er så vigtigt at have en strategi for, hvordan vi får mere og bedre natur i Danmark.

NGO’erne spiller en rolle

Internationale topmøder som COP 12 om biodiversitet er i høj grad myndighedernes arena. Men interesseorganisationerne har også deres rolle at spille. Der arbejdes på højtryk på at påvirke parternes beslutninger, så de trækker i den bedst mulige retning for naturen. På at levere den nyeste viden om naturens tilstand. På at formidle de gode eksempler, der viser, at man kan genoprette forringet natur eller finde nye veje til bæredygtig brug af naturens ressourcer, hvis man tænker nyt og effektivt benytter de penge, man har til rådighed.

Men bliver der overhovedet lyttet til interesseorganisationerne i et forum fyldt med embedsmænd, som har travlt med at gøre deres holdninger gældende? Svaret er ja.

Under forhandlingerne har interesseorganisationerne mulighed for at bede om ordet og tale naturens sag. Og de får ordet, hvis tiden tillader det. Det er en glimrende anledning til at sætte perspektiv på de igangværende forhandlinger. For en ting er rækkefølgen af ord og kommaer på papir. Noget andet er de faktiske omstændigheder, som COP'ens beslutninger i sidste ende sigter på at gøre noget ved. For eksempel at sikre, at man får sikret beskyttelse af de tilbageværende koralrev, som er i fare for at forsvinde. Eller at man får udpeget områder, der skal beskytte livet i havene.

Interesseorganisationerne søger også direkte indflydelse ved at mødes med de forskellige landes forhandlere. Herigennem forsøger de at afdække landenes standpunkter og se muligheder for kompromisser, som gør, at man kan nå til enighed om initiativer, der gør en forskel for naturen. For eksempel om, hvor mange penge det er rimeligt at bede om og realistisk at få som bidrag til at udarbejde nationale strategier og handlingsplaner for biodiversiteten eller gennemføre nødvendige hensyn til naturen i drift af skove og landbrugsjord.

Mange organisationer deltager ved side-events, hvor de præsenterer ny viden og gode erfaringer fra praktisk naturforvaltning. Her er mange bud på, hvordan man kan involvere folk i at indsamle data om naturen, hvordan man rejser opmærksomhed omkring naturens tilstand og værdi, og om hvordan man får virksomheder til at tage et medansvar for naturen.

Det er til stor inspiration at se, hvordan man arbejder med naturbeskyttelse og naturbegejstring andre steder i verden. Der er meget, vi kan lære af hinanden. Om effektive indsatser, involverende processer og partnerskaber på tværs af myndigheder, lokalbefolkninger, forskere, virksomheder og interesseorganisationer. Og det bekræfter en i, at vi alle har en fælles sag.

Viden har vi – nu er det tid til handling

Med ihærdig indsats er det efterhånden lykkedes at etablere en global agenda om biologisk mangfoldighed og dens betydning for vores eksistens. Mange værdifulde naturområder er bevaret rundt om i verden og fældning af verdens skove er aftagende mange steder. At komme hertil har taget det meste af de godt 20 år, som biodiversitetskonventionen har eksisteret.

Rapporten Global Biodiversity Outlook 4, der er offentliggjort i forbindelse med COP 12, leverer en midtvejsevaluering af de 20 globale Aichi-biodiversitetsmål og giver politikerne fundamentet for at spørge sig selv, hvor vi gør det rigtigt, og hvor vi ikke gør det godt nok.

Rapporten indeholder alarmerende budskaber om, at trods væsentlige fremskridt på nogle områder, så går det den forkerte vej på andre. For hele 48 ud af 53 parametre viser midtvejsevalueringen, at indsatsen ikke står mål med opgaven, vi har foran os. Udledningen af kvælstof og fosfor, der blandt andet er årsag til iltsvind i havene og til tab af vilde plantearter og insekter, er stigende. Selv om færre bestande af fisk er overudnyttede i dag, end de var i 2008, så er 30 procent af verdens fiskebestande fortsat overfiskede.

Inddragelse af naturarealer til infrastruktur, byggeri, landbrug og skovbrug er den væsentligste årsag til tab af arter og levesteder. Igennem de seneste årtier er udnyttelsen af naturens ressourcer som eksempelvis træ blevet mere effektiv målt pr. person og pr. krone.

Men selv om vi er blevet bedre til at få mere ud af ressourcerne, så stiger det globale forbrug af varer, og de gode tiltag ædes op.

Vi er nødt til at ændre kurs i forhold til vores adfærdsmønstre, forbrug, produktion og i anvendelsen af økonomiske incitamenter. Retningen skal ændres både i de politiske prioriteringer og i de praktiske løsninger. Biodiversitet skal ind i overvejelserne bag de daglige beslutninger blandt borgere og virksomheder, og afspejles i vores tilgang til at bruge naturens ressourcer. Det skal være attraktivt at handle bæredygtigt. At producere fødevarer bæredygtigt med så lille negativ påvirkning af naturen som muligt. Vi er nødt til at fortætte byerne frem for at inddrage store arealer til nybyggeri. Og vi må overveje, om alle nye vejprojekter er så vigtige for mobiliteten, at det kan forsvares at føre dem gennem værdifulde og sårbare naturområder og landskaber.

Frem for at alene at vedligeholde opgørelserne over det vedvarende tab af arter og forringelser af naturområder, så er det på tide at anvende den viden, vi har, om hvordan vi vender kursen. For den gode nyhed er, at hvis vi tager budskaberne fra forskerne alvorligt og iværksætter de nødvendige handlinger – gør det attraktivt at dyrke økologiske fødevarer, indfører fiskerifri zoner og forbud mod skadelige fangstmetoder i beskyttede havområder samt understøtter genbrug og deleordninger og genopretter forringede naturområder – så kan det lade sig gøre at stoppe tabet af naturen.

Biodiversitetskonventionens sekretariat har opgjort, at kun 21 ud af 41 nationale strategier og handlingsplaner for biodiversitet, der netop skal adressere de nævnte forhold, er i overensstemmelse med intentionerne bag de 20 Aichi-biodiversitetsmål. Hertil kommer, at 153 lande – heriblandt Danmark - endnu ikke er klar med deres planer for, hvordan udviklingen skal vendes.

Derfor er et af de vigtige budskaber på COP 12, at landene skal se at få deres nationale strategier på plads, så de kan komme ud at virke i praksis. Og derfor sidder landene netop nu og drøfter, hvilke handlinger, der er helt afgørende at sætte i gang for at få vendt udviklingen i tide.