For nylig slap jeg mig selv løs i skoven på en af de her dejlige solbeskinnede februardage. Først var der stille derude. Kun lyden af mine egne støvler over den frosne sti. Skoven var trukket i sit vinter-galla-outfit: Rimfrost. Rimen glitrede og glimtede på stammer, grene, knop-per og de få blade, der er blevet hængende tilbage vinteren over.
Begejstringen over skønheden ville ingen ende tage.
Det er typisk det der sker, når man som jeg, en naturelskende storbyboer, bevæger sig uden for caffelatte-kvarteret og lader sig overvælde af naturens iboende skønhed.
Efter at have gået lidt i skoven og nydt landskabet omkring mig, begyndte jeg at lægge mærke til vinterfuglenes lyde. Jeg hørte en skovskade skratte længere inde i skoven og genkaldte mig dens smukke metalblå vingefjer.
En bevægelse fangede øjet. Jeg stoppede op, og så først ingenting. Men øjnenes autofokus stillede hurtigt skarpt på en lille fugl, der løb op ad en træstamme. En træløber på jagt efter insekter og edderkopper i den ujævne bark på et egetræ. Træløberen er alt andet end farverig. Til gengæld har det en vis underholdningsværdi, at se den løbe op ad træstammen indtil den beslutter sig for at flyve ned og starte forfra. Som om den ikke fik nok af den første løbetur.
På vej videre gennem skoven hørte jeg den karakteristiske lyd af halemejser. Det er ikke en mejse, som man kender den fra foderbrættet i haven. Men det er en virkelig fin lille fugl, i hvidt, sort og rødt med en meget lang hale - set i forhold til fuglens størrelse i øvrigt. Om vin-teren holder halemejserne sammen i små familiegrupper. Hvis man ikke lige vidste det, ville man som skovtursgæst næppe forestille sig, at de små halemejser har så stærkt et familie-bånd, at ungfuglene hjælper forældrene med at opfostre det kommende års kuld, inden de selv lægger sig familie til.
Jeg føler mig heldig.
Som jeg går der i skoven, og verden åbner sig for mig. Jeg kender langt fra alle de fuglearter, der lever her til lands, og jeg er mildest talt ringe til at genkende fuglene på deres stemmer. Men jeg genkender flere af dem, og jeg genkender de træer fuglene sidder i. Det giver mig en oplevelse af at være beslægtet med skovens liv.
Præcis som min verden bliver lidt større, og mere rar at være i, når jeg ved hvem der bor i min opgang og jeg kan hilse på ham eller hende, der sidder i kassen i min lokale Netto-butik.
Det får mig til at tænke på, hvor meget der går hen over hovedet på mine mange dejlige med-borgere, for hvem ”rødkælk” giver associationer til en bobslæde og ikke en fugl. Jeg behøver sådan set ikke se længere væk end til mine søskende.
Deres viden om naturen begrænser sig i det store hele til den erfaring, at træerne springer ud om foråret for at bladende kan falde af om efteråret. Og det må nogenlunde svare til landsgennemsnittet, når man i en undersøgelse for hele EU når frem til, at det blot er hver femte dansker, der ved hvad biodiversitet er, og hele 58 % af de adspurgte danskere aldrig har hørt ordet og da slet ikke aner, hvad det bety-der.
Den manglende viden om naturen ville ikke være et problem, hvis ikke det var, fordi naturen bliver fattigere for øjnene af os. Uden at flertallet kan se det. Og derfor ikke synes, at der er grund til at ændre på noget i samfundet. Der er jo grønt på marken og i plantageskoven, så hvad er problemet?!
I takt med, at min egen viden om naturen er blevet større, er min irritation steget, når jeg på ture ud i det danske landskab bliver mødt med udsagnet ”sikke en smuk natur!”, når vi står på en landevej og kigger ud over kuperede marker. Jeg tager oftere og oftere mig selv i at rette på misforståelsen, at udvide perspektivet: Jeg kan være enig i, at vi står overfor et smukt landskab. Men naturindhold, det er der dælme ikke meget af på marken!
Når jeg i sådan en situation begynder at fortælle om træløberen, skovskaden og halemejsen, der bor i de mere varierede løvskove, men ikke er så hyppige i de monotone plantager, så bliver verden lidt større for mine rejsefæller. Og de begynder at ane, hvorfor jeg synes, det er så vigtigt at have en strategi for, hvordan vi får mere og bedre natur i Danmark.
onsdag den 25. februar 2015
onsdag den 15. oktober 2014
NGO’erne spiller en rolle
Internationale topmøder som COP 12 om biodiversitet er i høj grad myndighedernes arena. Men interesseorganisationerne har også deres rolle at spille. Der arbejdes på højtryk på at påvirke parternes beslutninger, så de trækker i den bedst mulige retning for naturen. På at levere den nyeste viden om naturens tilstand. På at formidle de gode eksempler, der viser, at man kan genoprette forringet natur eller finde nye veje til bæredygtig brug af naturens ressourcer, hvis man tænker nyt og effektivt benytter de penge, man har til rådighed.
Men bliver der overhovedet lyttet til interesseorganisationerne i et forum fyldt med embedsmænd, som har travlt med at gøre deres holdninger gældende? Svaret er ja.
Under forhandlingerne har interesseorganisationerne mulighed for at bede om ordet og tale naturens sag. Og de får ordet, hvis tiden tillader det. Det er en glimrende anledning til at sætte perspektiv på de igangværende forhandlinger. For en ting er rækkefølgen af ord og kommaer på papir. Noget andet er de faktiske omstændigheder, som COP'ens beslutninger i sidste ende sigter på at gøre noget ved. For eksempel at sikre, at man får sikret beskyttelse af de tilbageværende koralrev, som er i fare for at forsvinde. Eller at man får udpeget områder, der skal beskytte livet i havene.
Interesseorganisationerne søger også direkte indflydelse ved at mødes med de forskellige landes forhandlere. Herigennem forsøger de at afdække landenes standpunkter og se muligheder for kompromisser, som gør, at man kan nå til enighed om initiativer, der gør en forskel for naturen. For eksempel om, hvor mange penge det er rimeligt at bede om og realistisk at få som bidrag til at udarbejde nationale strategier og handlingsplaner for biodiversiteten eller gennemføre nødvendige hensyn til naturen i drift af skove og landbrugsjord.
Mange organisationer deltager ved side-events, hvor de præsenterer ny viden og gode erfaringer fra praktisk naturforvaltning. Her er mange bud på, hvordan man kan involvere folk i at indsamle data om naturen, hvordan man rejser opmærksomhed omkring naturens tilstand og værdi, og om hvordan man får virksomheder til at tage et medansvar for naturen.
Det er til stor inspiration at se, hvordan man arbejder med naturbeskyttelse og naturbegejstring andre steder i verden. Der er meget, vi kan lære af hinanden. Om effektive indsatser, involverende processer og partnerskaber på tværs af myndigheder, lokalbefolkninger, forskere, virksomheder og interesseorganisationer. Og det bekræfter en i, at vi alle har en fælles sag.
Men bliver der overhovedet lyttet til interesseorganisationerne i et forum fyldt med embedsmænd, som har travlt med at gøre deres holdninger gældende? Svaret er ja.
Under forhandlingerne har interesseorganisationerne mulighed for at bede om ordet og tale naturens sag. Og de får ordet, hvis tiden tillader det. Det er en glimrende anledning til at sætte perspektiv på de igangværende forhandlinger. For en ting er rækkefølgen af ord og kommaer på papir. Noget andet er de faktiske omstændigheder, som COP'ens beslutninger i sidste ende sigter på at gøre noget ved. For eksempel at sikre, at man får sikret beskyttelse af de tilbageværende koralrev, som er i fare for at forsvinde. Eller at man får udpeget områder, der skal beskytte livet i havene.
Interesseorganisationerne søger også direkte indflydelse ved at mødes med de forskellige landes forhandlere. Herigennem forsøger de at afdække landenes standpunkter og se muligheder for kompromisser, som gør, at man kan nå til enighed om initiativer, der gør en forskel for naturen. For eksempel om, hvor mange penge det er rimeligt at bede om og realistisk at få som bidrag til at udarbejde nationale strategier og handlingsplaner for biodiversiteten eller gennemføre nødvendige hensyn til naturen i drift af skove og landbrugsjord.
Mange organisationer deltager ved side-events, hvor de præsenterer ny viden og gode erfaringer fra praktisk naturforvaltning. Her er mange bud på, hvordan man kan involvere folk i at indsamle data om naturen, hvordan man rejser opmærksomhed omkring naturens tilstand og værdi, og om hvordan man får virksomheder til at tage et medansvar for naturen.
Det er til stor inspiration at se, hvordan man arbejder med naturbeskyttelse og naturbegejstring andre steder i verden. Der er meget, vi kan lære af hinanden. Om effektive indsatser, involverende processer og partnerskaber på tværs af myndigheder, lokalbefolkninger, forskere, virksomheder og interesseorganisationer. Og det bekræfter en i, at vi alle har en fælles sag.
fredag den 10. oktober 2014
Viden har vi – nu er det tid til handling
Med ihærdig indsats er det efterhånden lykkedes at etablere en global agenda om biologisk mangfoldighed og dens betydning for vores eksistens. Mange værdifulde naturområder er bevaret rundt om i verden og fældning af verdens skove er aftagende mange steder. At komme hertil har taget det meste af de godt 20 år, som biodiversitetskonventionen har eksisteret.
Rapporten Global Biodiversity Outlook 4, der er offentliggjort i forbindelse med COP 12, leverer en midtvejsevaluering af de 20 globale Aichi-biodiversitetsmål og giver politikerne fundamentet for at spørge sig selv, hvor vi gør det rigtigt, og hvor vi ikke gør det godt nok.
Rapporten indeholder alarmerende budskaber om, at trods væsentlige fremskridt på nogle områder, så går det den forkerte vej på andre. For hele 48 ud af 53 parametre viser midtvejsevalueringen, at indsatsen ikke står mål med opgaven, vi har foran os. Udledningen af kvælstof og fosfor, der blandt andet er årsag til iltsvind i havene og til tab af vilde plantearter og insekter, er stigende. Selv om færre bestande af fisk er overudnyttede i dag, end de var i 2008, så er 30 procent af verdens fiskebestande fortsat overfiskede.
Inddragelse af naturarealer til infrastruktur, byggeri, landbrug og skovbrug er den væsentligste årsag til tab af arter og levesteder. Igennem de seneste årtier er udnyttelsen af naturens ressourcer som eksempelvis træ blevet mere effektiv målt pr. person og pr. krone.
Men selv om vi er blevet bedre til at få mere ud af ressourcerne, så stiger det globale forbrug af varer, og de gode tiltag ædes op.
Vi er nødt til at ændre kurs i forhold til vores adfærdsmønstre, forbrug, produktion og i anvendelsen af økonomiske incitamenter. Retningen skal ændres både i de politiske prioriteringer og i de praktiske løsninger. Biodiversitet skal ind i overvejelserne bag de daglige beslutninger blandt borgere og virksomheder, og afspejles i vores tilgang til at bruge naturens ressourcer. Det skal være attraktivt at handle bæredygtigt. At producere fødevarer bæredygtigt med så lille negativ påvirkning af naturen som muligt. Vi er nødt til at fortætte byerne frem for at inddrage store arealer til nybyggeri. Og vi må overveje, om alle nye vejprojekter er så vigtige for mobiliteten, at det kan forsvares at føre dem gennem værdifulde og sårbare naturområder og landskaber.
Frem for at alene at vedligeholde opgørelserne over det vedvarende tab af arter og forringelser af naturområder, så er det på tide at anvende den viden, vi har, om hvordan vi vender kursen. For den gode nyhed er, at hvis vi tager budskaberne fra forskerne alvorligt og iværksætter de nødvendige handlinger – gør det attraktivt at dyrke økologiske fødevarer, indfører fiskerifri zoner og forbud mod skadelige fangstmetoder i beskyttede havområder samt understøtter genbrug og deleordninger og genopretter forringede naturområder – så kan det lade sig gøre at stoppe tabet af naturen.
Biodiversitetskonventionens sekretariat har opgjort, at kun 21 ud af 41 nationale strategier og handlingsplaner for biodiversitet, der netop skal adressere de nævnte forhold, er i overensstemmelse med intentionerne bag de 20 Aichi-biodiversitetsmål. Hertil kommer, at 153 lande – heriblandt Danmark - endnu ikke er klar med deres planer for, hvordan udviklingen skal vendes.
Derfor er et af de vigtige budskaber på COP 12, at landene skal se at få deres nationale strategier på plads, så de kan komme ud at virke i praksis. Og derfor sidder landene netop nu og drøfter, hvilke handlinger, der er helt afgørende at sætte i gang for at få vendt udviklingen i tide.
Rapporten Global Biodiversity Outlook 4, der er offentliggjort i forbindelse med COP 12, leverer en midtvejsevaluering af de 20 globale Aichi-biodiversitetsmål og giver politikerne fundamentet for at spørge sig selv, hvor vi gør det rigtigt, og hvor vi ikke gør det godt nok.
Rapporten indeholder alarmerende budskaber om, at trods væsentlige fremskridt på nogle områder, så går det den forkerte vej på andre. For hele 48 ud af 53 parametre viser midtvejsevalueringen, at indsatsen ikke står mål med opgaven, vi har foran os. Udledningen af kvælstof og fosfor, der blandt andet er årsag til iltsvind i havene og til tab af vilde plantearter og insekter, er stigende. Selv om færre bestande af fisk er overudnyttede i dag, end de var i 2008, så er 30 procent af verdens fiskebestande fortsat overfiskede.
Inddragelse af naturarealer til infrastruktur, byggeri, landbrug og skovbrug er den væsentligste årsag til tab af arter og levesteder. Igennem de seneste årtier er udnyttelsen af naturens ressourcer som eksempelvis træ blevet mere effektiv målt pr. person og pr. krone.
Men selv om vi er blevet bedre til at få mere ud af ressourcerne, så stiger det globale forbrug af varer, og de gode tiltag ædes op.
Vi er nødt til at ændre kurs i forhold til vores adfærdsmønstre, forbrug, produktion og i anvendelsen af økonomiske incitamenter. Retningen skal ændres både i de politiske prioriteringer og i de praktiske løsninger. Biodiversitet skal ind i overvejelserne bag de daglige beslutninger blandt borgere og virksomheder, og afspejles i vores tilgang til at bruge naturens ressourcer. Det skal være attraktivt at handle bæredygtigt. At producere fødevarer bæredygtigt med så lille negativ påvirkning af naturen som muligt. Vi er nødt til at fortætte byerne frem for at inddrage store arealer til nybyggeri. Og vi må overveje, om alle nye vejprojekter er så vigtige for mobiliteten, at det kan forsvares at føre dem gennem værdifulde og sårbare naturområder og landskaber.
Frem for at alene at vedligeholde opgørelserne over det vedvarende tab af arter og forringelser af naturområder, så er det på tide at anvende den viden, vi har, om hvordan vi vender kursen. For den gode nyhed er, at hvis vi tager budskaberne fra forskerne alvorligt og iværksætter de nødvendige handlinger – gør det attraktivt at dyrke økologiske fødevarer, indfører fiskerifri zoner og forbud mod skadelige fangstmetoder i beskyttede havområder samt understøtter genbrug og deleordninger og genopretter forringede naturområder – så kan det lade sig gøre at stoppe tabet af naturen.
Biodiversitetskonventionens sekretariat har opgjort, at kun 21 ud af 41 nationale strategier og handlingsplaner for biodiversitet, der netop skal adressere de nævnte forhold, er i overensstemmelse med intentionerne bag de 20 Aichi-biodiversitetsmål. Hertil kommer, at 153 lande – heriblandt Danmark - endnu ikke er klar med deres planer for, hvordan udviklingen skal vendes.
Derfor er et af de vigtige budskaber på COP 12, at landene skal se at få deres nationale strategier på plads, så de kan komme ud at virke i praksis. Og derfor sidder landene netop nu og drøfter, hvilke handlinger, der er helt afgørende at sætte i gang for at få vendt udviklingen i tide.
onsdag den 8. oktober 2014
Hvad med pengene?
Spørgsmålet om mobilisering af finansielle ressourcer til biodiversitet fylder meget i forhandlingerne i Sydkorea. For hvem skal betale for den nødvendige indsats, kommer pengene i rette tid, og hvad vil det koste at implementere de aftalte mål, der har til formål at forbedre naturens tilstand?
Grundlæggende er der enighed om, at den biologiske mangfoldighed har essentiel betydning for menneskers velfærd. Naturen forsyner os med ren luft og rent vand, materialer til produktion og energiforsyning, fødevarer som frugt og fisk. Det står også klart, at vores forbrugsmønstre og den stigende befolkningstilvækst lægger beslag på en stigende andel af naturens ressourcer, og at det lægger yderligere pres på biodiversiteten.
Alle er klar over, at tabet af biodiversitet sker med en foruroligende hastighed, og at det derfor haster med at igangsætte den brede vifte af indsatser, der skal til for at sikre bæredygtig brug af naturressourcerne og bevaring af de værdifulde økosystemer som naturlige skove og ferskvandsområder.
Så på den ene side anerkender verden, at den biologiske mangfoldighed har en positiv betydning for samfundsøkonomien. På den anden side er der udgifter forbundet med at indsamle viden om naturens tilstand, med at udarbejde nationale strategier og med at sikre en bæredygtig forvaltning af skove, græsarealer og havområder.
Danmark er et af de få lande, der har indsamlet oplysninger om, hvor mange penge vi har brugt på biodiversitet siden 2006. En viden, som benyttes til at få en ide om, hvad det koster at gennemføre den nødvendige indsats globalt, men som også fortæller noget om, i hvilket omfang det er skattekroner eller private midler, der bidrager til naturbeskyttelse, informationsindsamling, opbygning af viden og udvikling af teknologi til bæredygtig produktion.
Men for udviklingslande kan det være en stor udfordring at skabe overblik over flowet af penge - og det kniber derfor med at få et realistisk billede af, hvor mange penge der skal til, for at man kan udmønte de globale mål for biodiversitet, Aichi-målene, i tide.
Mens de udviklede lande har midlerne til at udarbejde passende strategier og handlingsplaner, både målt i viden og i penge, så er det i mange tilfælde en stor udfordring for u-landene. Man har ikke økonomien til det i et samfund, hvor mange sulter eller er syge, og man mangler måske viden om, hvordan man griber opgaverne an. Eller man har ganske enkelt svært ved at kortlægge naturens tilstand i et land, der er mange gange større end Danmark og rummer en lagt mere mangfoldig natur.
Det gælder fx de 17 såkaldte megadiverse lande – lande, der har ekstremt høj biologisk variation – som til sammen rummer omkring 70 % af verdens biodiversitet. Det giver selvsagt en stor spredning på, hvor store udfordringer de forskellige lande står overfor. Her gælder den ædle regel om, at den, der har evnen, har pligten. Højtudviklede lande med stærke økonomier må nødvendigvis bidrage til, at mindre ressourcestærke lande kan finansiere deres indsats for naturen, og i sidste ende for befolkningernes velfærd.
Foreløbige opgørelser fra 2012 anslår, at de nødvendige naturindsatser globalt vil koste mellem 116-340 mia. euro årligt frem til 2020. En omkostning pr. verdensborger svarende til mellem 115-345 kr. eller 0,08-0,25 procent af det globale bruttonationalprodukt. En samtidig beregning viser, at der i 2012 blev anvendt cirka 40 mia. euro årligt på verdensplan til indsatser forbundet med biodiversitet. Det er derfor tydeligt, at der er et stort gab mellem behovet og de faktisk anvendte ressourcer.
I 2012 satte parterne et foreløbigt mål om i 2015 at fordoble de beløb, der i gennemsnit blev anvendt på biodiversitet i 2006-2010. EU har på COP 12 bekræftet, at man er klar til at gøre det foreløbige finansieringsmål bindende frem til 2020. Men det blev mødt af flere afrikanske lande, iblandt dem Kenya, med et forslag om en yderligere fordobling af de økonomiske bidrag fra de udviklede lande til udviklingslandene i 2017.
Andre afrikanske lande som fx Liberia og Etiopien har dog valgt at bakke op om, at man fastholder målsætningen om en fordobling af støtten i 2015 og vedholder det niveau frem til 2020. Det er ganske enkelt bedre med et realistisk og opnåeligt mål om at finde flere penge til naturen, end at sætte så høje mål, at pengene ender med ikke at dukke op i tide.
De kommende dage vil give en pejling på, om flere lande er villige til at yde større beløb til udviklingslandenes arbejde med at bevare biodiversiteten.
Grundlæggende er der enighed om, at den biologiske mangfoldighed har essentiel betydning for menneskers velfærd. Naturen forsyner os med ren luft og rent vand, materialer til produktion og energiforsyning, fødevarer som frugt og fisk. Det står også klart, at vores forbrugsmønstre og den stigende befolkningstilvækst lægger beslag på en stigende andel af naturens ressourcer, og at det lægger yderligere pres på biodiversiteten.
Alle er klar over, at tabet af biodiversitet sker med en foruroligende hastighed, og at det derfor haster med at igangsætte den brede vifte af indsatser, der skal til for at sikre bæredygtig brug af naturressourcerne og bevaring af de værdifulde økosystemer som naturlige skove og ferskvandsområder.
Så på den ene side anerkender verden, at den biologiske mangfoldighed har en positiv betydning for samfundsøkonomien. På den anden side er der udgifter forbundet med at indsamle viden om naturens tilstand, med at udarbejde nationale strategier og med at sikre en bæredygtig forvaltning af skove, græsarealer og havområder.
Danmark er et af de få lande, der har indsamlet oplysninger om, hvor mange penge vi har brugt på biodiversitet siden 2006. En viden, som benyttes til at få en ide om, hvad det koster at gennemføre den nødvendige indsats globalt, men som også fortæller noget om, i hvilket omfang det er skattekroner eller private midler, der bidrager til naturbeskyttelse, informationsindsamling, opbygning af viden og udvikling af teknologi til bæredygtig produktion.
Men for udviklingslande kan det være en stor udfordring at skabe overblik over flowet af penge - og det kniber derfor med at få et realistisk billede af, hvor mange penge der skal til, for at man kan udmønte de globale mål for biodiversitet, Aichi-målene, i tide.
Mens de udviklede lande har midlerne til at udarbejde passende strategier og handlingsplaner, både målt i viden og i penge, så er det i mange tilfælde en stor udfordring for u-landene. Man har ikke økonomien til det i et samfund, hvor mange sulter eller er syge, og man mangler måske viden om, hvordan man griber opgaverne an. Eller man har ganske enkelt svært ved at kortlægge naturens tilstand i et land, der er mange gange større end Danmark og rummer en lagt mere mangfoldig natur.
Det gælder fx de 17 såkaldte megadiverse lande – lande, der har ekstremt høj biologisk variation – som til sammen rummer omkring 70 % af verdens biodiversitet. Det giver selvsagt en stor spredning på, hvor store udfordringer de forskellige lande står overfor. Her gælder den ædle regel om, at den, der har evnen, har pligten. Højtudviklede lande med stærke økonomier må nødvendigvis bidrage til, at mindre ressourcestærke lande kan finansiere deres indsats for naturen, og i sidste ende for befolkningernes velfærd.
Foreløbige opgørelser fra 2012 anslår, at de nødvendige naturindsatser globalt vil koste mellem 116-340 mia. euro årligt frem til 2020. En omkostning pr. verdensborger svarende til mellem 115-345 kr. eller 0,08-0,25 procent af det globale bruttonationalprodukt. En samtidig beregning viser, at der i 2012 blev anvendt cirka 40 mia. euro årligt på verdensplan til indsatser forbundet med biodiversitet. Det er derfor tydeligt, at der er et stort gab mellem behovet og de faktisk anvendte ressourcer.
I 2012 satte parterne et foreløbigt mål om i 2015 at fordoble de beløb, der i gennemsnit blev anvendt på biodiversitet i 2006-2010. EU har på COP 12 bekræftet, at man er klar til at gøre det foreløbige finansieringsmål bindende frem til 2020. Men det blev mødt af flere afrikanske lande, iblandt dem Kenya, med et forslag om en yderligere fordobling af de økonomiske bidrag fra de udviklede lande til udviklingslandene i 2017.
Andre afrikanske lande som fx Liberia og Etiopien har dog valgt at bakke op om, at man fastholder målsætningen om en fordobling af støtten i 2015 og vedholder det niveau frem til 2020. Det er ganske enkelt bedre med et realistisk og opnåeligt mål om at finde flere penge til naturen, end at sætte så høje mål, at pengene ender med ikke at dukke op i tide.
De kommende dage vil give en pejling på, om flere lande er villige til at yde større beløb til udviklingslandenes arbejde med at bevare biodiversiteten.
tirsdag den 7. oktober 2014
Nu starter forhandlingerne om verdens natur
Med ordene ”Life on earth will depend on what we decide on here at COP 12” gav Indien stafetten fra COP 11, der blev holdt i 2012, videre til Sydkorea, værtsnationen for denne udgave partsmødet under FN’s biodiversitetskonvention.
Bevaring og bæredygtig brug af den biologiske mangfoldighed er en vigtig agenda i det 21. århundrede, og det er derfor vigtigt, at parterne ved COP 12 adresserer gabet mellem de ressourcer, der i dag anvendes til bevaring af biodiversitet, og så det faktiske behov, lød det videre fra Indiens Miljøminister.
Han talte også for, at parterne denne gang vedtager endelige mål for mobilisering af de ressourcer, der skal til for at implementere de 20 Aichi-mål i den globale strategi for biodiversitet 2011-2020. Målene har til formål at stoppe nedgangen i biologisk mangfoldighed senest i 2020.
COP 12 afholdes på et kritisk tidspunkt, midt i perioden for udmøntning af de 20 globale mål. Sydkoreas miljøminister tog værtskabet på sig med en udtrykt forhåbning om, at mødet vil tjene til udveksling af viden om, hvad landende hver især kan gøre for at styrke implementeringen af biodiversitetsmålene. Sydkorea har som værtsnation lagt op til, at COP 12 beslutter den såkaldte Pyeongchang Roadmap. En plan, der skal indeholde anbefalinger til, hvordan parterne kan øge indsatsen for verdens biodiversitet, og som skal indeholde mål for ressourcemobiliseringen.
Det var også i dag, at rapporten Global Biodiversity Outlook 4 officielt blev offentliggjort. Den indeholder en status over fremdriften i udmøntningen af de 20 mål. Et klart budskab er, at selv om der er sket fremskridt på en række områder, så er indsatsen fortsat utilstrækkelig til at standse tabet af biodiversitet i 2020. En af de positive meldinger er, at det ser ud til, at man når målet om at sikre beskyttelse af 17 procent af de værdifulde naturområder på land senest i 2020. Især udviklingslandende går foran i udpegningen af store, værdifulde naturområder og følger op med passende forvaltning.
Modsat gælder for den marine biodiversitet, hvor landende er langt fra at følge op med de nødvendige indsatser. Omtrent 30 procent af verdens fiskebestande overudnyttes og det kun går langsomt fremad med at udpege beskyttede, marine områder og sikre dem en bæredygtig forvaltning.
I betragtning af, hvor vigtige naturressourcerne er for folks velfærd verden over, og især blandt fattige mennesker, er det med rette, at COP 12 bærer titlen ”Biodiversitet for bæredygtig udvikling”. Titlen skal sende et klart signal om, at biodiversitet spiller en central rolle i at bekæmpe eksempelvis fattigdom og sult og imødegå klimaforandringerne. Et vigtigt tema ved konferencen er derfor også at sende en stærk besked til FN’s proces om udvikling af universale mål for bæredygtig udvikling og goderne ved at bevare biodiversiteten og sikre en bæredygtig udnyttelse af naturens ressourcer. Sydkorea har derfor lagt op til, at de mange miljøministre, der ankommer i næste uge, skal vedtage den såkaldte Gangwon Deklaration om biodiversitet.
Der er lagt op til forhandlinger om vigtige spørgsmål, og det bliver derfor interessant at følge, hvad parterne kan nå til enighed om i løbet af de næste uger.
Bevaring og bæredygtig brug af den biologiske mangfoldighed er en vigtig agenda i det 21. århundrede, og det er derfor vigtigt, at parterne ved COP 12 adresserer gabet mellem de ressourcer, der i dag anvendes til bevaring af biodiversitet, og så det faktiske behov, lød det videre fra Indiens Miljøminister.
Han talte også for, at parterne denne gang vedtager endelige mål for mobilisering af de ressourcer, der skal til for at implementere de 20 Aichi-mål i den globale strategi for biodiversitet 2011-2020. Målene har til formål at stoppe nedgangen i biologisk mangfoldighed senest i 2020.
COP 12 afholdes på et kritisk tidspunkt, midt i perioden for udmøntning af de 20 globale mål. Sydkoreas miljøminister tog værtskabet på sig med en udtrykt forhåbning om, at mødet vil tjene til udveksling af viden om, hvad landende hver især kan gøre for at styrke implementeringen af biodiversitetsmålene. Sydkorea har som værtsnation lagt op til, at COP 12 beslutter den såkaldte Pyeongchang Roadmap. En plan, der skal indeholde anbefalinger til, hvordan parterne kan øge indsatsen for verdens biodiversitet, og som skal indeholde mål for ressourcemobiliseringen.
Det var også i dag, at rapporten Global Biodiversity Outlook 4 officielt blev offentliggjort. Den indeholder en status over fremdriften i udmøntningen af de 20 mål. Et klart budskab er, at selv om der er sket fremskridt på en række områder, så er indsatsen fortsat utilstrækkelig til at standse tabet af biodiversitet i 2020. En af de positive meldinger er, at det ser ud til, at man når målet om at sikre beskyttelse af 17 procent af de værdifulde naturområder på land senest i 2020. Især udviklingslandende går foran i udpegningen af store, værdifulde naturområder og følger op med passende forvaltning.
Modsat gælder for den marine biodiversitet, hvor landende er langt fra at følge op med de nødvendige indsatser. Omtrent 30 procent af verdens fiskebestande overudnyttes og det kun går langsomt fremad med at udpege beskyttede, marine områder og sikre dem en bæredygtig forvaltning.
I betragtning af, hvor vigtige naturressourcerne er for folks velfærd verden over, og især blandt fattige mennesker, er det med rette, at COP 12 bærer titlen ”Biodiversitet for bæredygtig udvikling”. Titlen skal sende et klart signal om, at biodiversitet spiller en central rolle i at bekæmpe eksempelvis fattigdom og sult og imødegå klimaforandringerne. Et vigtigt tema ved konferencen er derfor også at sende en stærk besked til FN’s proces om udvikling af universale mål for bæredygtig udvikling og goderne ved at bevare biodiversiteten og sikre en bæredygtig udnyttelse af naturens ressourcer. Sydkorea har derfor lagt op til, at de mange miljøministre, der ankommer i næste uge, skal vedtage den såkaldte Gangwon Deklaration om biodiversitet.
Der er lagt op til forhandlinger om vigtige spørgsmål, og det bliver derfor interessant at følge, hvad parterne kan nå til enighed om i løbet af de næste uger.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
