Findes der noget bedre end at løbe ned til stranden på en sommerdag? Duften af det salte vand, der rammer næse og gane samtidigt? Sandet, der strømmer ind i sanddalerne, så man ikke kan vente med at sparke dem af og overgive sig til den der knitren af sandkorn mellem tæerne?
Havet og kysterne er en del af vores DNA. Fra Vesterhavets store bølger, endeløse sandstran-de og klitlandskaber, til de Bornholmske klippekyster. Fra sort sol over marskland og vadehav til fjordlandets rørsumpe og klinter, hvor gamle ege og bøge fra tid til anden vælter om mellem stenene på den smalle bred.
De danske kyster består af naturtyper med helt forskellig karakter. Til sammen med de lav-vandede områder rummer de en stor – og i Europæisk sammenhæng – enestående biologisk mangfoldighed. Det er her du finder planter som Strandmandstro, Strandsennep og Strandkål. Og fra din plads i sandet eller på strandengen kan se de forskellige arter af terner styrtdykke efter fisk.
Havet og de åbne kyster fylder os med følelser som frihed, glæde og boblende liv. Det er her vi kan fordøje sorg eller tænke store tanker, ansporet af ubrudt horisont og himmelrum. Det er en natur som taler til alle typer af mennesker i alle aldre.
Jeg har nu over en årrække vandret langs Sjællands kyster. Et utal af smukke kyststrækninger og unikke naturoplevelser har lagret sig i hukommelsen. Men mest af alt har jeg glædet mig over, at jeg er velkommen til at gøre det.
Kun få steder har det vist sig umuligt at gå i vand-kanten, fordi private gjorde krav på stranden, før den blev et fælles gode ved lov for snart 100 år siden. Og kun få steder spoleres blikket i dag af byggeri.
Spørgsmålet er, om det bliver ved? Regeringen ønsker at åbne op for privatiseringen af kysterne igen. Det skal være muligt at bygge tættere på vandet. Det skal ske ved at reducere den 300 meter brede strandbeskyttelseslinje, der sikrer vores frie, ubebyggede kyster – og din og min adgang til sand og hav.
Regeringens hensigt er at styrke det lokale erhvervsliv. Men hvorfor bygge netop der, hvor de største naturværdier findes? Langs de kyster, der har været vores fælles gode i århundreder? Som vi alle holder af?
Det er der rigtig mange danskere, der ikke kan se fornuften i. I en gallupundersøgelse fra 2014 svarer 89 procent af danskerne, på tværs af partiskel, at den danske kyst er attraktiv for dem, fordi de kan opleve ubebyggede kyster med fri natur. Og mere end 100.000 danskere har denne sommer skrevet under på, at de ønsker, at de dan-ske kyster fortsat skal være et fælles gode fri for byggeri.
Holder du af de danske kyster som de er, så gør som jeg. Gør en forskel. Stem på de danske kyster på 300meter.dk og bed regeringen om at komme i trit med befolkningen.
torsdag den 27. august 2015
fredag den 26. juni 2015
Fest for naturen – i byen!
Jeg har lige været til pris-overrækkelse af den nyindstiftede The Urban Biodiversity Award, URBIA-prisen. Den hædrer og understøtter initiativer – og ikke mindst de mennesker, der gør noget ekstraordinært og innovativt for at give plads til den vilde natur i byerne.
URBIA-prisen uddeles af World Watch Institute Europe og er bynaturens pendant til Reumert-prisen og Bodil-prisen. Bare med mere natur og mindre kultur forstås!
Det blev fejret med knapt så meget opmærksomhed fra medierne, som når kultur-priserne uddeles. Til gengæld fik publikum inspirerende taler, skør underholdning og anledning til at tale med de spændende og engagerede mennesker, der står bag en lille, men støt voksende bynaturbevægelse, der spirer frem mange steder i landet i de her år.
Nogen vil måske synes det er lidt fjollet sådan at fejre den vilde natur i byen – netop det landskab, hvor vi har ændret allermest på naturen. Især når der er så stort et behov for at få skabt mere plads til naturen i det åbne land uden for byerne.
Naturen bor i byen
Men hemmeligheden er, at selv i de største byer og i de ældste parcelhushaver har den vilde natur slået rod. Da Naturhistorisk Museum i Aarhus i 2012 opfordrede de danske have-ejere til at melde ind, hvor mange forskellige arter af vilde planter, dyr og svampe de kunne finde på egen matrikel. Ja så viste det sig, at en haveejer fra Silkeborg-egnen lagde grund til ikke mindre end 233 forskellige vilde arter. Det er alligevel noget. Og det viser, at der er mas-ser af plads til den vilde natur i parcelhushaven. Især hvis den er giftfri.
Vilde dyr som ræv og skovspurv har for længst indtaget byrummet. Gamle løvtræer i parker, haver og langs veje kan sagtens gemme på flagermus eller endda en spætte.
I rodebunken med store sten og byggemateriale i et hjørne af grunden kan du være heldig at finde et firben. Og verdens hurtigste fugl, vandrefalken, har fået egen penthouse-lejlighed på toppen af SAS-Radission-hotellet i København og på de gamle siloer i Frederikshavn.
På byernes gamle voldanlæg og gamle græsningsfælleder – som i dag er byboernes parker – findes vilde planter som hulkravet kodriver og liden klokke, reminiscenser fra dengang køerne gik på græs, der hvor vi i dag har by.
Nærhed til naturen
I dag bor cirka 60 procent af danskerne i byerne. Det betyder, at det er herfra vi skal bygge relationer til naturen. Når vi ikke dagligt kommer i skoven eller til stranden, så er det i haven eller i parken, vi får naturen ind under huden.
I Aarhus har Naturhistorisk Museum igen fat i noget af det rigtige med deres projekt Rethink Urban Habitats, der handler om at gentænke byen som levested. Ikke bare for mennesker, men i særdeleshed for den vilde natur.
De kan helt sikkert hente hjælp hos de tre vindere af URBIA-prisen: Byhaven2200 på Nørrebro i København sætter helt nye standarder for borgerinvolvering. Iværksætterne fra Habitats sætter private haver, kommunernes grønne områder og udearealer hos virksomheder fri over hele landet i projekt 'Vild Med Vilje'. Og firmaet Urban Green har formået at opformere frøplanter fra naturen uden for byerne, så vi nu kan se flagrende sommerfugle og bier på nyanlagte overdrev på tage og udenomsarealer. Det er noget der rykker!
Og så er det da værd at fejre, når naboen bevarer et gammelt træ i haven, eller kollegaen anlægger et regnvandsbed. Jeg kan kun opfordre til at gå på naturvandring i din by og hoppe med på den vilde bevægelse, der skaber mere natur i byerne. God sommer!
URBIA-prisen uddeles af World Watch Institute Europe og er bynaturens pendant til Reumert-prisen og Bodil-prisen. Bare med mere natur og mindre kultur forstås!
Det blev fejret med knapt så meget opmærksomhed fra medierne, som når kultur-priserne uddeles. Til gengæld fik publikum inspirerende taler, skør underholdning og anledning til at tale med de spændende og engagerede mennesker, der står bag en lille, men støt voksende bynaturbevægelse, der spirer frem mange steder i landet i de her år.
Nogen vil måske synes det er lidt fjollet sådan at fejre den vilde natur i byen – netop det landskab, hvor vi har ændret allermest på naturen. Især når der er så stort et behov for at få skabt mere plads til naturen i det åbne land uden for byerne.
Naturen bor i byen
Men hemmeligheden er, at selv i de største byer og i de ældste parcelhushaver har den vilde natur slået rod. Da Naturhistorisk Museum i Aarhus i 2012 opfordrede de danske have-ejere til at melde ind, hvor mange forskellige arter af vilde planter, dyr og svampe de kunne finde på egen matrikel. Ja så viste det sig, at en haveejer fra Silkeborg-egnen lagde grund til ikke mindre end 233 forskellige vilde arter. Det er alligevel noget. Og det viser, at der er mas-ser af plads til den vilde natur i parcelhushaven. Især hvis den er giftfri.
Vilde dyr som ræv og skovspurv har for længst indtaget byrummet. Gamle løvtræer i parker, haver og langs veje kan sagtens gemme på flagermus eller endda en spætte.
I rodebunken med store sten og byggemateriale i et hjørne af grunden kan du være heldig at finde et firben. Og verdens hurtigste fugl, vandrefalken, har fået egen penthouse-lejlighed på toppen af SAS-Radission-hotellet i København og på de gamle siloer i Frederikshavn.
På byernes gamle voldanlæg og gamle græsningsfælleder – som i dag er byboernes parker – findes vilde planter som hulkravet kodriver og liden klokke, reminiscenser fra dengang køerne gik på græs, der hvor vi i dag har by.
Nærhed til naturen
I dag bor cirka 60 procent af danskerne i byerne. Det betyder, at det er herfra vi skal bygge relationer til naturen. Når vi ikke dagligt kommer i skoven eller til stranden, så er det i haven eller i parken, vi får naturen ind under huden.
I Aarhus har Naturhistorisk Museum igen fat i noget af det rigtige med deres projekt Rethink Urban Habitats, der handler om at gentænke byen som levested. Ikke bare for mennesker, men i særdeleshed for den vilde natur.
De kan helt sikkert hente hjælp hos de tre vindere af URBIA-prisen: Byhaven2200 på Nørrebro i København sætter helt nye standarder for borgerinvolvering. Iværksætterne fra Habitats sætter private haver, kommunernes grønne områder og udearealer hos virksomheder fri over hele landet i projekt 'Vild Med Vilje'. Og firmaet Urban Green har formået at opformere frøplanter fra naturen uden for byerne, så vi nu kan se flagrende sommerfugle og bier på nyanlagte overdrev på tage og udenomsarealer. Det er noget der rykker!
Og så er det da værd at fejre, når naboen bevarer et gammelt træ i haven, eller kollegaen anlægger et regnvandsbed. Jeg kan kun opfordre til at gå på naturvandring i din by og hoppe med på den vilde bevægelse, der skaber mere natur i byerne. God sommer!
onsdag den 13. maj 2015
Giv naturen liv med din mobil
Vupti! Så fik jeg lige plottet endnu en hakkende spætte og et par blomstrende engkabbelejer ind i app’en ”Naturtjek”.
Jeg går benhårdt efter at vinde den kurv med lækre øko-varer, som er sat på højkant blandt kollegaerne i Danmarks Naturfredningsforening. Vinderen er den, der registrerer flest planter og dyr med Naturtjek-app’en i maj.
Jeg er ellers ikke meget for at drøne rundt med min smartphone i hånden, når jeg er ude i naturen. Der vil jeg faktisk helst være fri af elektroniske dimser. Men det hjælper rigtig meget på motivationen at vide, at de gamle træer, blomstrende krat, søer, vandløb, viber, egern og sommerfugle, som jeg ser på min vej, med et par hurtige klik på skærmen forvandles til vigti-ge informationer, som forskere omsætter til viden om naturens tilstand.
Hver eneste registrering af en spætte eller guldsmed, som jeg har set, fortæller forskere fra Aarhus og Københavns Universitet, hvor arterne findes henne i den virkelige verden. En viden, som kan være med til at sikre biodiversiteten på sigt. SMART!
Og for mig, er det jo bare en leg. Jeg er nu oppe på 56 registreringer, og føler mig (næsten) som superbruger af app’en. Som den naturentusiast jeg er, så skal jeg selvfølgelig have min familie med på vognen. Selv om mine nevøer og niecer primært er optaget af at spille fodbold og slå saltomortaler på havetrampolinen, så er jeg sikker på, at de kan lokkes.
Det handler bare om at bruge den rigtige madding. Konkurrence-genet er stort i min familie, og hvis det pirkes til sammen med løftet om at have længere tid med smartphones og tablets (så længe ungerne KUN bruger dem til at registrere spætter, guldsmede, gamle træer og store sten med), så er jeg sikker på, at de vil være med.
Og med deres deltagelse kan jeg slå flere fluer med ét smæk: Der bliver flere registreringer om naturens tilstand til forskerne, så vi kan få et bedre grundlag for fremtidens naturforvaltning. Og jeg får vist mine nevøer og niecer, at det faktisk er ret fedt at være ude i naturen.
Så håber jeg, at de fremover vil være blandt de 23 procent af børn i Danmark, der er ude og lege i naturen hver dag. Så bliver de måske endda blandt de voksne, der i fremtiden vil tage ansvar for at passe på naturen.
Kære læser, jeg håber, at du har lyst til at være med til det store naturtjek. Når du er ude i naturen alene, sammen med din familie, dine venner eller vil udfordre dine kollegaer. Jeg lover dig, at det er sjovt og meningsfuldt.
Hvis vi sammen kan indsamle 150.000 registreringer om naturen i år, så har forskerne lovet os, at de til gengæld vil fortælle, hvordan det i virkeligheden står til med den biologiske mangfoldighed i Danmark. Og hvad vi så kan gøre for at bevare den natur, vi har.
Hvis ikke du allerede har hentet Naturtjek app’en, så kan du finde den i App Store eller i Google Play Store.
Læs mere på Det Store Naturtjeks hjemmeside
Jeg går benhårdt efter at vinde den kurv med lækre øko-varer, som er sat på højkant blandt kollegaerne i Danmarks Naturfredningsforening. Vinderen er den, der registrerer flest planter og dyr med Naturtjek-app’en i maj.
Jeg er ellers ikke meget for at drøne rundt med min smartphone i hånden, når jeg er ude i naturen. Der vil jeg faktisk helst være fri af elektroniske dimser. Men det hjælper rigtig meget på motivationen at vide, at de gamle træer, blomstrende krat, søer, vandløb, viber, egern og sommerfugle, som jeg ser på min vej, med et par hurtige klik på skærmen forvandles til vigti-ge informationer, som forskere omsætter til viden om naturens tilstand.
Hver eneste registrering af en spætte eller guldsmed, som jeg har set, fortæller forskere fra Aarhus og Københavns Universitet, hvor arterne findes henne i den virkelige verden. En viden, som kan være med til at sikre biodiversiteten på sigt. SMART!
Og for mig, er det jo bare en leg. Jeg er nu oppe på 56 registreringer, og føler mig (næsten) som superbruger af app’en. Som den naturentusiast jeg er, så skal jeg selvfølgelig have min familie med på vognen. Selv om mine nevøer og niecer primært er optaget af at spille fodbold og slå saltomortaler på havetrampolinen, så er jeg sikker på, at de kan lokkes.
Det handler bare om at bruge den rigtige madding. Konkurrence-genet er stort i min familie, og hvis det pirkes til sammen med løftet om at have længere tid med smartphones og tablets (så længe ungerne KUN bruger dem til at registrere spætter, guldsmede, gamle træer og store sten med), så er jeg sikker på, at de vil være med.
Og med deres deltagelse kan jeg slå flere fluer med ét smæk: Der bliver flere registreringer om naturens tilstand til forskerne, så vi kan få et bedre grundlag for fremtidens naturforvaltning. Og jeg får vist mine nevøer og niecer, at det faktisk er ret fedt at være ude i naturen.
Så håber jeg, at de fremover vil være blandt de 23 procent af børn i Danmark, der er ude og lege i naturen hver dag. Så bliver de måske endda blandt de voksne, der i fremtiden vil tage ansvar for at passe på naturen.
Kære læser, jeg håber, at du har lyst til at være med til det store naturtjek. Når du er ude i naturen alene, sammen med din familie, dine venner eller vil udfordre dine kollegaer. Jeg lover dig, at det er sjovt og meningsfuldt.
Hvis vi sammen kan indsamle 150.000 registreringer om naturen i år, så har forskerne lovet os, at de til gengæld vil fortælle, hvordan det i virkeligheden står til med den biologiske mangfoldighed i Danmark. Og hvad vi så kan gøre for at bevare den natur, vi har.
Hvis ikke du allerede har hentet Naturtjek app’en, så kan du finde den i App Store eller i Google Play Store.
Læs mere på Det Store Naturtjeks hjemmeside
fredag den 27. marts 2015
Tænk hvis du ikke længere kunne nyde fuglenes pippen…
Forleden dag ringede telefonen på kontoret. Stemmen i den anden ende spurgte, om jeg ville tage til provinsen og holde et inspirationsoplæg om biodiversitet.
”Kan du ikke forklare, hvad det er? Og sige noget inspirerende om, hvorfor det er vigtigt at bevare biodiversiteten? Hvad er det der truer den? Hvad kan vi selv gøre?”
Det ville jeg naturligvis gerne. Især fordi målgruppen tiltalte mig: Helt almindelige mennesker uden særlig forstand på biodiversitet, men alligevel med et vist erfaringsgrundlag fra haven, marken og skoven. Forsamlingen var suppleret med nogle byrådspolitikere, som snart skulle forholde sig til en ny naturpolitik. Altså de helt rigtige mennesker at nå ud til, hvis man – som jeg – gerne vil have, at flere skal gøre en aktiv indsats for at give plads til naturen.
En forudsætning for at ville ændre sin adfærd, er jo, at man i både hjertet og i forstanden forstår, hvorfor det er nødvendigt. For nogle år siden sagde en klog herre til mig: ”Vi mennesker beskytter det, vi elsker. Vi holder af det, vi kender. Men vi kender kun det, vi har mødt.” Det er gennem oplevelsen og gennem erfaringen, vi får et forhold til og en forståelse af, hvordan naturen hænger sammen.
Derfor er denne blog dedikeret til at forklare, hvad biodiversitet er.
Biodiversitet – der også kaldes for biologisk mangfoldighed – er en del af naturen. Biodiversitet handler alene om den levende del af naturen, mens natur også omfatter mineraler og elementer som vind og vand.
Alle arter, der findes
Hvis du forestiller dig alt levende, der er opstået siden de første simple aminosyrer rørte på sig i ursuppen, så har du allerede et godt billede af, hvad biodiversitet er.
Alle de arter, som findes, fra mikroorganismer i jorden til blåhvaler i havet udgør tilsammen den biologiske mangfoldighed. Men biodiversitet er mere end blot variationen af arter, der udvikler sig, lever og uddør på kloden. Biodiversitet dækker også over de små og store forskelle i sammensætningen af gener.
For eksempel den genetiske forskel, der er mellem svampene rørhat og blækhat. Eller to forskellige individer af samme art, som har fået forskellige egenskaber via generne. For eksempel kan en simpel – og genetisk bestemt – farvevariation i pelsen afgøre, hvor godt et dyr kan gemme sig i skoven.
Den sidste brik i det puslespil, der samlet set er et udtryk for den biologiske mangfoldighed, er økosystemerne. Med andre ord, de systemer, der er opstået ved, at arter gennem generationer har tilpasset sig hinandens krav til fødevalg og levested og det omgivende miljø.
Et træ kan være et økosystem i sig selv. Det henter næring op fra jorden, gror, blomstrer og sætter frø til nyt liv samtidig med, at andre arter lever i og af træet. Det kan fx være spætten, der laver huller i gamle træer på jagt efter insekter. Huller som andre dyr bruger til reder for deres unger. Og det kan være de mange forskellige svampe, der skal til for at nedbryde et stort træ i skoven, så det atter formuldes og bliver til jord.
Men en hel skov er også et økosystem, hvor flere forskellige arter af træer giver plads til en meget større variation af liv. Blandt andet fordi en række arter er knyttet til hinanden. Som birke-rørhatten, du altid finder tæt på et birketræ og ege-rørhatten, der vokser tæt ved egetræer.
Og så skal man ikke glemme det åbenlyst smarte, der er ved, at planter optager kuldioxid og frigiver ilt, som vi har brug for. Vi kan faktisk ikke leve uden.
Men det er ikke alle arter, der har en nyttig funktion for os mennesker. Det kan derfor være svært at forstå, hvorfor vi skal bruge tid og penge på at sikre levesteder til netop dem? Det ser jeg to svar på.
Det ene er, at det kan være svært selv for forskerne med sikkerhed at pege på, hvilke arter, der ikke kan vise sig nyttige for os ud i fremtiden. Man kan derfor blive nødt til at gøre en indsats for noget, der synes unyttigt nu, simpelthen fordi det kan vise sig at være en essentiel brik i det store puslespil – fx nøglen til at kurere fremtidens sygdomme.
Det andet svar er: Glæd dig ved det liv, der ikke ligner dit eget! Tillad dig at blive forundret over billernes sære liv og begejstret ved ørnens flugt højt oppe på himlen. Tænk hvis du ikke længere kunne nyde fuglenes pippen og biernes summen på en forårsdag.
”Kan du ikke forklare, hvad det er? Og sige noget inspirerende om, hvorfor det er vigtigt at bevare biodiversiteten? Hvad er det der truer den? Hvad kan vi selv gøre?”
Det ville jeg naturligvis gerne. Især fordi målgruppen tiltalte mig: Helt almindelige mennesker uden særlig forstand på biodiversitet, men alligevel med et vist erfaringsgrundlag fra haven, marken og skoven. Forsamlingen var suppleret med nogle byrådspolitikere, som snart skulle forholde sig til en ny naturpolitik. Altså de helt rigtige mennesker at nå ud til, hvis man – som jeg – gerne vil have, at flere skal gøre en aktiv indsats for at give plads til naturen.
En forudsætning for at ville ændre sin adfærd, er jo, at man i både hjertet og i forstanden forstår, hvorfor det er nødvendigt. For nogle år siden sagde en klog herre til mig: ”Vi mennesker beskytter det, vi elsker. Vi holder af det, vi kender. Men vi kender kun det, vi har mødt.” Det er gennem oplevelsen og gennem erfaringen, vi får et forhold til og en forståelse af, hvordan naturen hænger sammen.
Derfor er denne blog dedikeret til at forklare, hvad biodiversitet er.
Biodiversitet – der også kaldes for biologisk mangfoldighed – er en del af naturen. Biodiversitet handler alene om den levende del af naturen, mens natur også omfatter mineraler og elementer som vind og vand.
Alle arter, der findes
Hvis du forestiller dig alt levende, der er opstået siden de første simple aminosyrer rørte på sig i ursuppen, så har du allerede et godt billede af, hvad biodiversitet er.
Alle de arter, som findes, fra mikroorganismer i jorden til blåhvaler i havet udgør tilsammen den biologiske mangfoldighed. Men biodiversitet er mere end blot variationen af arter, der udvikler sig, lever og uddør på kloden. Biodiversitet dækker også over de små og store forskelle i sammensætningen af gener.
For eksempel den genetiske forskel, der er mellem svampene rørhat og blækhat. Eller to forskellige individer af samme art, som har fået forskellige egenskaber via generne. For eksempel kan en simpel – og genetisk bestemt – farvevariation i pelsen afgøre, hvor godt et dyr kan gemme sig i skoven.
Den sidste brik i det puslespil, der samlet set er et udtryk for den biologiske mangfoldighed, er økosystemerne. Med andre ord, de systemer, der er opstået ved, at arter gennem generationer har tilpasset sig hinandens krav til fødevalg og levested og det omgivende miljø.
Et træ kan være et økosystem i sig selv. Det henter næring op fra jorden, gror, blomstrer og sætter frø til nyt liv samtidig med, at andre arter lever i og af træet. Det kan fx være spætten, der laver huller i gamle træer på jagt efter insekter. Huller som andre dyr bruger til reder for deres unger. Og det kan være de mange forskellige svampe, der skal til for at nedbryde et stort træ i skoven, så det atter formuldes og bliver til jord.
Men en hel skov er også et økosystem, hvor flere forskellige arter af træer giver plads til en meget større variation af liv. Blandt andet fordi en række arter er knyttet til hinanden. Som birke-rørhatten, du altid finder tæt på et birketræ og ege-rørhatten, der vokser tæt ved egetræer.
Og så skal man ikke glemme det åbenlyst smarte, der er ved, at planter optager kuldioxid og frigiver ilt, som vi har brug for. Vi kan faktisk ikke leve uden.
Men det er ikke alle arter, der har en nyttig funktion for os mennesker. Det kan derfor være svært at forstå, hvorfor vi skal bruge tid og penge på at sikre levesteder til netop dem? Det ser jeg to svar på.
Det ene er, at det kan være svært selv for forskerne med sikkerhed at pege på, hvilke arter, der ikke kan vise sig nyttige for os ud i fremtiden. Man kan derfor blive nødt til at gøre en indsats for noget, der synes unyttigt nu, simpelthen fordi det kan vise sig at være en essentiel brik i det store puslespil – fx nøglen til at kurere fremtidens sygdomme.
Det andet svar er: Glæd dig ved det liv, der ikke ligner dit eget! Tillad dig at blive forundret over billernes sære liv og begejstret ved ørnens flugt højt oppe på himlen. Tænk hvis du ikke længere kunne nyde fuglenes pippen og biernes summen på en forårsdag.
onsdag den 25. februar 2015
Jeg føler mig heldig
For nylig slap jeg mig selv løs i skoven på en af de her dejlige solbeskinnede februardage. Først var der stille derude. Kun lyden af mine egne støvler over den frosne sti. Skoven var trukket i sit vinter-galla-outfit: Rimfrost. Rimen glitrede og glimtede på stammer, grene, knop-per og de få blade, der er blevet hængende tilbage vinteren over.
Begejstringen over skønheden ville ingen ende tage.
Det er typisk det der sker, når man som jeg, en naturelskende storbyboer, bevæger sig uden for caffelatte-kvarteret og lader sig overvælde af naturens iboende skønhed. Efter at have gået lidt i skoven og nydt landskabet omkring mig, begyndte jeg at lægge mærke til vinterfuglenes lyde. Jeg hørte en skovskade skratte længere inde i skoven og genkaldte mig dens smukke metalblå vingefjer.
En bevægelse fangede øjet. Jeg stoppede op, og så først ingenting. Men øjnenes autofokus stillede hurtigt skarpt på en lille fugl, der løb op ad en træstamme. En træløber på jagt efter insekter og edderkopper i den ujævne bark på et egetræ. Træløberen er alt andet end farverig. Til gengæld har det en vis underholdningsværdi, at se den løbe op ad træstammen indtil den beslutter sig for at flyve ned og starte forfra. Som om den ikke fik nok af den første løbetur.
På vej videre gennem skoven hørte jeg den karakteristiske lyd af halemejser. Det er ikke en mejse, som man kender den fra foderbrættet i haven. Men det er en virkelig fin lille fugl, i hvidt, sort og rødt med en meget lang hale - set i forhold til fuglens størrelse i øvrigt. Om vin-teren holder halemejserne sammen i små familiegrupper. Hvis man ikke lige vidste det, ville man som skovtursgæst næppe forestille sig, at de små halemejser har så stærkt et familie-bånd, at ungfuglene hjælper forældrene med at opfostre det kommende års kuld, inden de selv lægger sig familie til. Jeg føler mig heldig.
Som jeg går der i skoven, og verden åbner sig for mig. Jeg kender langt fra alle de fuglearter, der lever her til lands, og jeg er mildest talt ringe til at genkende fuglene på deres stemmer. Men jeg genkender flere af dem, og jeg genkender de træer fuglene sidder i. Det giver mig en oplevelse af at være beslægtet med skovens liv.
Præcis som min verden bliver lidt større, og mere rar at være i, når jeg ved hvem der bor i min opgang og jeg kan hilse på ham eller hende, der sidder i kassen i min lokale Netto-butik. Det får mig til at tænke på, hvor meget der går hen over hovedet på mine mange dejlige med-borgere, for hvem ”rødkælk” giver associationer til en bobslæde og ikke en fugl. Jeg behøver sådan set ikke se længere væk end til mine søskende.
Deres viden om naturen begrænser sig i det store hele til den erfaring, at træerne springer ud om foråret for at bladende kan falde af om efteråret. Og det må nogenlunde svare til landsgennemsnittet, når man i en undersøgelse for hele EU når frem til, at det blot er hver femte dansker, der ved hvad biodiversitet er, og hele 58 % af de adspurgte danskere aldrig har hørt ordet og da slet ikke aner, hvad det bety-der.
Den manglende viden om naturen ville ikke være et problem, hvis ikke det var, fordi naturen bliver fattigere for øjnene af os. Uden at flertallet kan se det. Og derfor ikke synes, at der er grund til at ændre på noget i samfundet. Der er jo grønt på marken og i plantageskoven, så hvad er problemet?!
I takt med, at min egen viden om naturen er blevet større, er min irritation steget, når jeg på ture ud i det danske landskab bliver mødt med udsagnet ”sikke en smuk natur!”, når vi står på en landevej og kigger ud over kuperede marker. Jeg tager oftere og oftere mig selv i at rette på misforståelsen, at udvide perspektivet: Jeg kan være enig i, at vi står overfor et smukt landskab. Men naturindhold, det er der dælme ikke meget af på marken!
Når jeg i sådan en situation begynder at fortælle om træløberen, skovskaden og halemejsen, der bor i de mere varierede løvskove, men ikke er så hyppige i de monotone plantager, så bliver verden lidt større for mine rejsefæller. Og de begynder at ane, hvorfor jeg synes, det er så vigtigt at have en strategi for, hvordan vi får mere og bedre natur i Danmark.
Det er typisk det der sker, når man som jeg, en naturelskende storbyboer, bevæger sig uden for caffelatte-kvarteret og lader sig overvælde af naturens iboende skønhed. Efter at have gået lidt i skoven og nydt landskabet omkring mig, begyndte jeg at lægge mærke til vinterfuglenes lyde. Jeg hørte en skovskade skratte længere inde i skoven og genkaldte mig dens smukke metalblå vingefjer.
En bevægelse fangede øjet. Jeg stoppede op, og så først ingenting. Men øjnenes autofokus stillede hurtigt skarpt på en lille fugl, der løb op ad en træstamme. En træløber på jagt efter insekter og edderkopper i den ujævne bark på et egetræ. Træløberen er alt andet end farverig. Til gengæld har det en vis underholdningsværdi, at se den løbe op ad træstammen indtil den beslutter sig for at flyve ned og starte forfra. Som om den ikke fik nok af den første løbetur.
På vej videre gennem skoven hørte jeg den karakteristiske lyd af halemejser. Det er ikke en mejse, som man kender den fra foderbrættet i haven. Men det er en virkelig fin lille fugl, i hvidt, sort og rødt med en meget lang hale - set i forhold til fuglens størrelse i øvrigt. Om vin-teren holder halemejserne sammen i små familiegrupper. Hvis man ikke lige vidste det, ville man som skovtursgæst næppe forestille sig, at de små halemejser har så stærkt et familie-bånd, at ungfuglene hjælper forældrene med at opfostre det kommende års kuld, inden de selv lægger sig familie til. Jeg føler mig heldig.
Som jeg går der i skoven, og verden åbner sig for mig. Jeg kender langt fra alle de fuglearter, der lever her til lands, og jeg er mildest talt ringe til at genkende fuglene på deres stemmer. Men jeg genkender flere af dem, og jeg genkender de træer fuglene sidder i. Det giver mig en oplevelse af at være beslægtet med skovens liv.
Præcis som min verden bliver lidt større, og mere rar at være i, når jeg ved hvem der bor i min opgang og jeg kan hilse på ham eller hende, der sidder i kassen i min lokale Netto-butik. Det får mig til at tænke på, hvor meget der går hen over hovedet på mine mange dejlige med-borgere, for hvem ”rødkælk” giver associationer til en bobslæde og ikke en fugl. Jeg behøver sådan set ikke se længere væk end til mine søskende.
Deres viden om naturen begrænser sig i det store hele til den erfaring, at træerne springer ud om foråret for at bladende kan falde af om efteråret. Og det må nogenlunde svare til landsgennemsnittet, når man i en undersøgelse for hele EU når frem til, at det blot er hver femte dansker, der ved hvad biodiversitet er, og hele 58 % af de adspurgte danskere aldrig har hørt ordet og da slet ikke aner, hvad det bety-der.
Den manglende viden om naturen ville ikke være et problem, hvis ikke det var, fordi naturen bliver fattigere for øjnene af os. Uden at flertallet kan se det. Og derfor ikke synes, at der er grund til at ændre på noget i samfundet. Der er jo grønt på marken og i plantageskoven, så hvad er problemet?!
I takt med, at min egen viden om naturen er blevet større, er min irritation steget, når jeg på ture ud i det danske landskab bliver mødt med udsagnet ”sikke en smuk natur!”, når vi står på en landevej og kigger ud over kuperede marker. Jeg tager oftere og oftere mig selv i at rette på misforståelsen, at udvide perspektivet: Jeg kan være enig i, at vi står overfor et smukt landskab. Men naturindhold, det er der dælme ikke meget af på marken!
Når jeg i sådan en situation begynder at fortælle om træløberen, skovskaden og halemejsen, der bor i de mere varierede løvskove, men ikke er så hyppige i de monotone plantager, så bliver verden lidt større for mine rejsefæller. Og de begynder at ane, hvorfor jeg synes, det er så vigtigt at have en strategi for, hvordan vi får mere og bedre natur i Danmark.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
